Nu er de idømt fængsel og udvisning
To mænd fra henholdsvis Bulgarien og Rumænien blev onsdag ved byretten i Esbjerg idømt henholdsvis to år og tre måneders ubetinget fængsel og et år og ni måneders ubetinget fængsel i en sag om såkaldt skimming. De blev samtidig udvist af Danmark efter endt afsoning.
De to østeuropæere havde sat elektronisk udstyr op ved hæveautomater ved i alt otte banker i Jylland, blandt andet et pengeinstitut i Esbjerg og et i Aabenraa.
Udstyret kunne både aflæse folks kortoplysninger, når de hævede penge i automaterne, samtidig optog et kamera i en lampe ved automaten, at personerne tastede deres pinkoder.
Sagen omfattede i alt otte forhold, hvor omdrejningspunktet har været selve skimming-delen. Og i tre af forholdene er der desuden hævet eller forsøgt hævet i runde tal 435.000 kroner.
De to mænd erkendte sig skyldige i en række af forholdene.