Fortsæt til indhold

Her er den 73-årige kvindelige dj

Tag til Malmø og oplev et diskotek kun for det modne publikum

Krimi
Jacob Nielsen

73-årige Madelein Månsson, i skikkelse af DJ Gloria, har haft succes som Sveriges ældste dj i byer som Göteborg, Uppsala og Stockholm. Nu kommer hun snart til Malmø, hvor et nyt koncept på næste lørdag den 7. oktober ser dagens lys.

Det er natklubben Étage i Malmø centrum, som på lørdage fremover bliver omdannet til diskotek kun for publikum over 50 år i tidsrummet fra klokken 19 til midnat, skriver Lokalavisen.dks svenske søsteravis Lokaltidningen.se.

DJ-karrieren begyndte ved et tilfælde for Madelein, da hun var aerobicinstruktør.

”Jeg bemærkede, at folk værdsatte mit valg af sange. En aften, jeg var til middag, fik jeg sagt, at jeg måske skulle overveje at blive dj,” fortæller Madelein Månsson til Lokaltidningen.se.

I starten var der langt mellem jobbene, men da Madelein lancerede sit koncept med diskotek kun for 50+, tog karrieren fart.

”Der er ingen konkurrence med hensyn til klubber, der henvender sig til denne aldersgruppe. Samtidig er vi en stor gruppe mennesker i målgruppen, der kan lide at danse,” siger Madelein, som har over 5.000 sange klar i sin pc - sange der spænder fra Rolling Stones over Gloria Gaynor til Justin Timberlake.

Så er du fyldt 50 og kunne du tænke dig at opleve en bytur kun med modne mennesker, så kunne det være, du skulle lægge vejen forbi Stortorget i Malmø på lørdag fra klokken 19 og opleve DJ Gloria fyre op under dansegulvet. Som hun siger:

”Vi ønsker ikke at danse med vores børn, og de ønsker ikke at danse med os, det er gensidigt.”