Fortsæt til indhold

Peter Madsens pc havde videoer med tortur og henrettelser af kvinder

Krimi
Jacob Nielsen

Ubådsejer Peter Madsen har i dag fået forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger frem til den 31. oktober. Det kom for kort tid frem i Københavns Byret, hvor Peter Madsen ikke selv var til stede. Han fulgte, sammen med sin forsvarer, med på et videolink fra fængslet.
Foran byretten fortalte anklager Jakob Buch-Jepsen efterfølgende pressen om nogle af de beviser, han havde fremlagt, som gjorde, at mistankegrundlaget, ifølge dommeren, er styrket mod Peter Madsen, som er sigtet for drab på den svenske journalist Kim Wall.
Det drejede sig om resultatet af obduktionsrapporten, som afslørede, at afdøde Kim Walls torso havde været udsat for en lang række knivstik i forbindelse med dødstidspunktet, og at der også var påført skader både på og inden i journalistens kønsdele.
Ligeledes fortalte Jakob Buch-Jepsen om resultatet af undersøgelserne af Peter Madsens computer. Her er blandt andet fundet links til en harddisk, som indeholder, hvad anklageren kalder: "Henrettelsesvideoer - videoer som
indikerer interresse for torturfetish mod kvinder. Ægte voldelige videoer som er optaget i udlandet."
Ifølge TV2 News talte Peter Madsen med rolig stemme under retsmødet. Han fastholder, at Kim Wall døde som følge af en ulykke ombord på ubåden, og han mener ikke, at de beviser, der blev lagt frem af anklagemyndigheden i dag, kriminaliserer ham yderligere.