Tusind tak
"Tak – 1000 tak til dig, der fandt min rygsæk." Sådan lyder starten på en mail, Ugebladets redaktion forleden modtog fra Lone Ryttersgaard i Middelfart.
Lone troede hun havde mistet sin, men takket være en ukendt fremmed og en masse venlige mennesker i Skanderborg blev hun hurtigt genforenet med rygsækken.
Den ukendte fremmede fandt Lones rygsæk, formentlig ved P-Pladsen foran Skanderborg Station, og bar den ind i 7-Eleven, hvor Lone hentede den dagen efter.
Baggrunden for at tasken stod efterladt på P-Pladsen kommer her. Sammen med sin mand skulle Lone hente en ung dreng på Skanderborg Station og køre ham på efterskole. Alt gik som planlagt.
"Vi kom til stationen i god tid, den unge dreng stod af toget, og da vi var ved at lægge hans bagage i bilens bagagerum lød der et ”Hej” bag ved. Det var en ung pige, som også skulle på efterskolen. Selvfølgelig skulle hun også med i bilen, så vi begyndte at pakke om, så vi alle plus vores bagage kunne være der," fortæller Lone.
Det var dog ikke helt så let, for de havde en del bagage.
"På et tidspunkt siger min mand: ”I stresser mig, sæt jer ind i bilen, så skal jeg nok få det pakket,” husker Lone.
Som sagt så gjort, de gik ind i bilen og kort efter var alt pakket - troede de - og drog af sted. De unge mennesker blev afleveret på deres efterskole, og Lone og hendes mand kørte videre mod Middelfart.
"Først et stykke tid efter, at vi er kommet hjem, opdager vi, at min rygsæk ikke er i huset. Vi leder overalt – ingen rygsæk – vi kan heller ikke huske, at vi har taget den ind i huset, da vi pakkede bilen ud," forklarer Lone.
Og så begynder diskussionen, for hvor kan den være?
"Der var kun to muligheder: Foran Skanderborg Station eller på P-Pladsen ved efterskolen. Det var blevet så sent, at vi ikke ville ringe til efterskolen og 7-Eleven, fandt jeg efterhånden ud af, kan man ikke ringe til," oplyser Lone
Rygsækken blev altså meldt savnet hos DSB hittegods. Mandag morgen fortsatte Lone sin eftersøgning hos politiets hittegodskontor, hvor en venlig person stillede hende videre til lokalpolitiet, hvor en meget venlig betjent fortalte, at rygsækken desværre ikke var indleveret på daværende tidspunkt.
Han oplyste dog, at det nok kunne være en god ide at høre 7-Elleven, for det var nok det mest oplagte, at den var indleveret der, for der er da heldigvis mange ærlige og hjælpsomme mennesker i Danmark.
At komme igennem til 7-Elleven var imidlertid ikke nogen helt nem sag for Lone. På hovedkontoret oplyste man, at det ikke var muligt at ringe ud til en bestemt 7-Elleven på en station. I stedet prøvede Lone at ringe til DSB, hvor en venlig receptionist hjalp hende.
"Da han havde hørt min historie, ringede han til 7-Eleven, og spurgte om rygsækken var indleveret. Og da han havde hørt, at rygsækken var der, blev jeg stillet igennem. Glad var jeg og aftalte med den venlige 7-Elleven medarbejder, at jeg ville køre til Skanderborg med det samme for at hente rygsækken," fortæller Lone.
7-Elleven medarbejderen forsøgte at finde ud af, om nogen vidste, hvem der havde afleveret tasken. Desværre vidste ingen, hvem det var, der indleverede rygsækken, så Lone kunne ikke kontakte vedkommende og sige tak.
Og derfor kontaktede Lone UgeBladets redaktion for athøre, om vi ville sende hendes tak videre. Og det vil vi naturligvis gerne.
"Tusind tak til dig, der indleverede min rygsæk hos 7-Elleven. Og tak til alle jer, der hjalp mig med at finde ud af, at den stod der. Tak til betjenten hos lokalpolitiet i Skanderborg, til den venlige receptionist hos DSB, der ringede til 7-Eleven, så jeg kunne få at vide, at tasken var indleveret der, og tak til medarbejderne hos 7-Eleven," siger Lone.