20-årig udsat for voldsomt gaderøveri i nat
En 20-årig mand blev slået og truet med våben til at udlevere mobiltelefon og penge
En 20-årig mand fra Aarhus blev i nat midt på Søndergade ved Bytorvet i Horsens overfaldet af en gruppe på tre unge mænd i alderen 16 til 21 år. Det oplyser dagens vagthavende hos Sydøstjyllands Politi, Poul Steffensen.
Den 20-årige mand var i byen i Horsens, da han ved 02.15-tiden blev mødt af de tre unge mænd, der tildelte den 20-årige mand adskillige slag og truede ham til at udlevere 50 kroner og en mobiltelefon.
"Han fortæller selv, at han er blevet slået med et slag- eller stikvåben," siger Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.
De tre unge mænd forsvandt efterfølgende, da de havde får mobilen og det mindre kontantbeløb fra den 20-årige aarhusianer.
Senere på natten fandt politiet dog de tre unge mænd i en sidegade med den stjålne mobiltelefon og kontanter på sig.
De er derfor blevet anholdt og skal afhøres senere i dag.
"Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget," lyder det fra Poul Steffensen.