15-årig pige forfulgt igennem tunnel
Mindre end uge efter, at der blev meldt om en såkaldt 'dræberklovn' ved Malling Skole, er der en ny klovn på spil i byen
I sidste uge kom en blot syv-årig ud for en forfærdelig oplevelse, da hun på vej til skole i Malling blev jagtet af en voksen person forklædt som klovn.
Nu er den så gal igen. Det oplyser Østjyllands Politi, der i går fik en anmeldelse om endnu en klovne-episode i Malling. Denne gang er det sket søndag aften ved 21.30-tiden på Ajstrupvej ved tunnellen.
"Vi fik i går klokken 18.30 en anmeldelse om, at en 15-årig pige har set en person i klovnedragt, som fulgte efter hende halvvejs igennem tunnelen," fortæller Janni Lundager, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
Da den 15-årige pige vendte sig om mod klovnen, forsvandt klovnen hurtigt igen, oplyser Janni Lundager.
I sidste uge snakkede Lokalavisen Aarhus med moren til den kun syvårige pige, der var blevet jagtet af en klovn på vej i skole i Malling.
"Jeg er rigtig vred. Det er frygteligt. Jeg tror ikke, at de ved, hvad de har gjort ved min datter. Hun er sindssyg bange," lød det fra moren, Mille Linnet Jakobsen.
Ifølge Janni Lundager fra Østjyllands Politi er der ikke så meget at gøre for politiet i sådan nogle sager. Især ikke i den nyeste, som først blev anmeldt næsten et døgn efter.
"Der er ikke så meget at gøre. Hun kunne ikke sige så meget om klovnen," fortæller hun.