Fortsæt til indhold

"Hvorfor skal jeg aldrig se min søn igen?"

Krimi
Af Daniel Sennek

Peter Borch fra Fredensborg blev kun 18 år. Natten til torsdag mistede han livet på studietur til Firenze. Tilbage sidder forældrene Tinne Borch Jacobsen og Per Henning og stiller sig spørgsmålet: Hvorfor? Og hvordan?
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Peter Borch mistede livet, da han sprang ud fra Vespucci-broen i Firenze. Peter blev næste formiddag fundet druknet i floden Arno, der løber gennem den italienske by.
"Om onsdagen havde han været sjov og glad, og om aftenen var de taget i byen for at tage afsked, inden de skulle hjem. På et tidspunkt er han blevet vred over noget, ked af noget, og hans bedste ven kunne godt se, at der var noget galt, og han fulgte med ham ud af diskoteket," fortæller Tinne Borch Jacobsen til Frederiksborg Amts Avis.
I Firenze fulgte vennen efter Peter og forsøgte at stoppe ham. Alt imens han havde telefonisk kontakt til en lærer. Men Peter lod sig ikke stoppe - og pludselig sprang han ud fra broen.
"Han fik stjålet sin pung om mandagen. Han løb efter tyven, indhentede ham og kom halvt op at slås med tyven. Politiet kom, og han fik sin pung tilbage efter en afhøring hos politiet, men der er sket noget, som han ikke oplevede som retfærdigt. Han var mut og stille bagefter og om tirsdagen, har kammeraterne og lærerne fortalt, og jeg kan genkende det - han var på samme måde, da han i foråret blev nikket en skalle til en fest på gymnasiet, og bagefter heller ikke følte, at sagen endte retfærdigt," fortæller Tinne Borch Jacobsen til Frederiksborg Amts Avis.