Sugede 30.000 kroner ud af hendes konto
Tricktyve hævede torsdag 30.000 på 96-årigs dankort
Tricktyve har endnu engang slået til mod en af samfundets svageste borgere. Denne gang er det gået ud over en 96-årig kvinde fra Farum, som fik hævet 30.000 kroner fra sin konto, inden svindlen blev opdaget, skriver sn.dk.
Nærmeste familie holder styr på kvinden konto, og det var dem, der fredag opdagede, at der var hævet 2 x 15.000 kroner i henholdsvis Farum og København.
Tyveriet er formodenligt sket i forbindelse med indkøb. Kvinden var i Aldi på Akacietorvet i Farum torsdag. Tyve minutter senere blev de første 15.000 kroner hævet, og efterfølgende opdages det, at det dankort, som sidder i kvindens pung, ikke er hendes. Der er altså sket en ombytning, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jan Hedager, til sn.dk.
Da kvinden slet ikke har haft mistanke om, at hun havde været udsat for noget tricktyveri, så har hun desværre heller ikke været i stand til at give et signalement af en eventuelle gerningsmænd.