Politiet advarer mod telefonsvindel
To episoder inden for kort tid med borgere i Skanderborg, der er blevet ringet op af personer, der udgiver sig for at være fra Microsoft, får nu politiet til at advare mod at udlevere kortoplysninger til dem
"Hello, i'm from Microsoft." Får man sådan et opkald, så skal man lige tænke sig om en ekstra gang eller to.
Inden for kort tid har politiet modtaget to anmeldelser fra borgere i Skanderborg kommune, som er blevet forsøgt narret over telefon til at udgive kortoplysninger og overføre penge online mellem forskellige konti. Og det får nu Sydøstjyllands Politi til at sende en advarsel af sted.
LÆS OGSÅ: Lokale handlende føler sig taget ved næsen af Ladies Night-arrangør
"Man skal ikke oplyse noget som helst, hvis man får de her opkald," lyder det kort og kontant fra politiet.
I går ved 15-tiden fik en 61-årig kvinde fra Skanderborg sådan et opkald. En engelsktalende kvinde med indisk accent ringede hende op og forklarede hende, at hun var fra Microsoft og ringede fordi, hun kunne se, at kvindens computer i Skanderborg havde været udsat for en del forskellige hackerangreb.
LÆS OGSÅ: Mand bidt af hund i snor: Fik dybt sår
Inden den 61-årig kvinde i Skanderborg fatter mistanke om den engelsktalende kvindes bagtanker, nåede hun at give forskellige oplysninger, der gav kvinden i telefonrøret mulighed for at flytte penge rundt til forskellige konti. Ifølge Sydøstjyllands Politi skulle kvinden i Skanderborg dog ikke have mistet noget.
En lignende episode har også fundet sted i Skovby, hvor en 36-årig kvinde blev ringet op af en engelsktalende mand, der kaldte sig for Mike Banning og udgav sig for at være fra Microsoft. Her lykkedes det den engelsktalende mand at narre sig til kvindens betalingskort-oplysninger, men hun nåede at spærre kortet, da hun fattede mistanke om svindelnummeret.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.