Fundet livløs i detentionen
En 44-årig kvinde har mistet livet i politiets varetægt. Det er sket natten mellem torsdag og fredag, hvor Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev underrettet cirka klokken 03.15 af Østjyllands Politi, da en 44-årig kvinde kort forinden var blevet fundet livløs i detentionen på politigården i Aarhus.
Der var blevet tilkaldt ambulance og ydet førstehjælp, men kvinden blev erklæret død af en tilkaldt læge.
Det skriver Politiklagemyndigheden i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
På baggrund af underretningen iværksatte Politiklagemyndigheden straks efterforskning og sendte efterforskere til stedet. Når undersøgelsen er afsluttet, vil Politiklagemyndigheden udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.
Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.