Halvandet års fængsel og 12 års indrejseforbud til 38-årig ghaneser
En 38-årig ghanesisk statsborger blev i går ved Retten i Randers idømt halvandet års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Dommen fik han for våbentyveri, besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og indbrud.
Den 38-årige mand blev dømt for sammen med en 23-årig medgerningsmand at have brudt ind i en lejlighed på Bavnehøjvej i Hadbjerg tilbage i april. Her stjal de flere rifler og geværer med ammunition fra et våbenskab og værdier for i alt omkring 80.000 kroner. Herefter kørte de våbnene hjem til dem selv, hvor politiet senere fandt det ene af våbnene.
I forbindelse med tyveriet stjal gerningsmændene også en bil, som tilhørte ejeren af lejligheden.
Gerningsmændene blev fanget, da en patrulje fra Østjyllands Politi dagen efter opdagede den stjålne bil og efter en biljagt fik fat i den 23-årige gerningsmand. Herefter førte den videre efterforskning til anholdelse af den 38-årige ghanesiske statsborger.
Den 23-årige mand blev før sommerferien idømt halvandet års fængsel, mens dommen over hans makker altså først faldt i går. Anklager Irene Thyssen er meget tilfreds med udvisningsdommen.
"På grund af sagens alvor og karakter fulgte retten min påstand om ubetinget udvisning. Det er jeg naturligvis meget tilfreds med," siger Irene Thyssen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Den 38-årige ankede dommen til landsretten.