Lastbil kørt i grøften
En lastbil er kørt galt på Østjyske Motorvej, hvilket skaber trafikale problemer. En vognbane er i øjeblikket spærret
Man skal forvente noget længere rejsetid, hvis man skal fra Skanderborg mod Aarhus. En lastbil er nemlig kørt galt og er skyld i, at den første vognbane mellem Skanderborg V og Skanderborg N i norgående retning er spærret. Det oplyser vagtchef Flemming Lau fra Sydøstjyllands Politi.
LÆS OGSÅ: Harmonikasammenstød på E45 fra Aarhus til Skanderborg
"Første vognbane er spærret, fordi lastbilen skal bjerges. Det er ret kompliceret, så lige nu er vi igang med at tage stilling til, om bjergningen først skal ske efter myldretrafikken," fortæller han til Lokalavisen Aarhus.
Det var klokken 12.34, at lastbilen af ukendte årsager kørte af vejen. Ifølge Sydøstjyllands Politi kørte den igennem autoværnet og fortsatte halvt ned ad en skrænt med bagenden af lastbilen på nødsporet. Der er heldigvis ikke nogen, der er kommet til skade ved uheldet.
Ifølge Vejdirektoratet er oprydningsarbejdet tidligst afsluttet klokken 15:30, og man skal regne med forlænget rejsetid.