Trøje stak op af jorden
Lidt før klokken 14 modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om et mistænkeligt fund ved et grønt område ved Brinken i Glostrup. Undersøgelser på stedet viste, at der er tale om et spædbarn, som har været dødt i nogen tid og var gravet ned. Det var håndværkere, der fandt liget, da en trøje stak op af jorden. Der bliver bygget og renoveret ved det grønne område, hvor liget blev fundet.
Efterforskere har foretaget en række undersøgelser på findestedet, der afholdes ligsyn og en obduktion og videre efterforskning skal søge at afdække hændelsesforløbet og omstændighederne bag barnets død og dets identitet.
"Vi er på et meget tidligt stadie i efterforskningen, kender endnu ikke dødsårsagen og må derfor vente med at frigive flere detaljer. Har nogen en viden om et spændbarn, som er forsvundet, eller kan bidrage med oplysninger i øvrigt, så hører vi gerne fra dem," siger efterforskningsleder Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.