Fortsæt til indhold

Undersøgte borger men havde skumle bagtanker

Krimi
Jacob Nielsen

Det var med lumske bagtanker, at to kvinder torsdag aften bankede på døren hos en 75-årig kvinde på Tulipanvej i Silkeborg. Den ene af kvinderne ved døren præsenterede sig selv som læge udsendt fra hjemmeplejen, men sandheden var en anden, skriver Silkeborgnyt.dk.
Den falske læge og hendes medhjælper bankede på hos en kørestolsbruger, som lukkede de to kvinder ind.
"Kvinden, der udgav sig for at være læge, begyndte at undersøge den 75-åriges hoved, mens den anden kvinde begyndte at luske rundt i huset. På et tidspunkt så beboeren, at den ene kvinde kom gående ud fra soveværelset, hvorefter de to kvinder talte sammen på et ukendt fremmedsprog. Da kvinderne gik sluttede de af med at sige, at de ville vende tilbage igen næste uge," fortæller politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi, Mette Terkelsen, til Silkeborgnyt.dk.
Efter besøget kontaktede den 75-årige kvinde hjemmeplejen, som afviste at have sendt de to kvinder. Derefter blev politiet involveret.
Umiddelbart har tricktyvene ikke stjålet noget hos borgeren, som beskriver den falske læge som: Mørk i huden med sort hår, bar sort jakke og en hat, 30-40 år gammel.
Der er intet signalement af den anden kvinde.