Gik åbenlyst og tog hvad han ville have
I en aktion har politiet torsdag morgen anholdt en 17-årig mand fra Ballerup, som mistænkes for over 30 omfattende og organiserede tyverier fra supermarkeder og tankstationer i København, på Vestegnen, Midtsjælland og i Nordsjælland. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Den mistænkte er, sammen med andre gerningsmænd, ret usædvanligt og helt åbenlyst gået ind i butikkerne, hvor han har fyldt store kurve med varer og derefter slæbt dem væk uden at betale.
"Nu skal vores videre efterforskning klarlægge, om han har mere på samvittigheden," siger efterforskningsleder Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi. Efterforskningslederen vil ikke udelukke, at flere anholdelser kan komme på tale.
Den 17-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Glostrup Ret fredag med krav om varetægtsfængsling.