Motorvejen spærres helt i aften
På Twitter meddeler Sydøstjyllands Politi, at man vælger at spærre motorvejen helt syd for Ejer Bavnehøj ved Skanderborg for at rydde op efter uheldet
Skal man syd på i aften, er det en god idé at finde en alternativ rute end motorvejen. En ulykke med en grisetransport har skabt massiv kø på motorvejen i sydgående retning mellem Aarhus og Horsens.
Nu skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter, at man har bestemt at lukke for al trafik på retningen i 15 minutter fra klokken 21 syd for Ejer Bavnehøj ved Skanderborg. Det sker for at give plads til oprydning efter uheldet.
Sydøstjyllands Politi fik klokken 15.22 meldingen om, at en lastbil var kørt galt.
"En lastbil kører sydover, hvor det højre forhjul pludseligt eksploderer. Han forklarer, at han forsøger at køre ud i nødsporet, men at han ikke kan styre lastbilen, som så vælter," fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi og oplyser, at der var 200 grise om bord på lastbilen ved uheldet.
"De 80 af dem er ved at blive aflivet," fortsætter han.
Lastbilchaufføren er kørt på skadestuen, men ifølge vagtchefen er der ikke sket noget alvorligt med ham.