Fortsæt til indhold

Tsunamibølge af indbrud rammer Skanderborg

Weekenden har budt på adskillige indbrud i Skanderborg kommune

Krimi
Arkiv

Det har været en særdeles travl weekend for politiet i Skanderborg kommune. I løbet af weekenden er der nemlig kommet ikke færre end 10 anmeldelser om indbrud. Det oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Poul Steffensen.
Indbruddene er listet op her. Indbruddene er sket på et ukendt tidspunkt indenfor den angivne periode.
Fra fredag klokken 20.00 til 20.25 blev et soveværelsesvindue til en villa på Solsikkevej i Galten brudt op, hvor efter hele huset blev gennemrodet. Der blev umiddelbart ikke stjålet noget.
Fredag fra klokken 15.30 til 21.30 var det et hus Damhøjen i Svejstrup, at der var besøg af ubudne gæster. En terrassedør blev opbrudt, hvorefter gerningsmændene gennemrodede hele huset. Der blev stjålet udenlandsk valuta og muligvis nogle smykker.
Fra klokken 12.45 til 22.35 i fredags gik det ud over en villa på Lundhøjvej i Skanderborg. Et vindue blev opbrudt. Fra villaen blev der stjålet kontanter, smykker og bærbar pc'ere.
Fredag fra klokken 8.00 til 22.30 brød indbrudstyve ind i et hus i Søparken i Stilling. Hele huset blev gennemrodet, og der blev stjålet to cykler.
Fra fredag klokken 20.30 til lørdag klokken 7.15 var det på Lodbrogsvej i Gram. Her var det et forsøg på indbrud, hvor gerningsmændene ved at kunse det yderste lag glas i køkkenvinduet, forsøgte at komme ind. Det lykkedes dog ikke.
Fra fredag morgen klokken 9.30 til lørdag klokken 10.45 var der indbrud på Niels Ebbesens Vej i Skanderborg. Her blev et køkkenvindue opbrudt. Der blev stjålet loftslamper, vægslamper, smykker og nogle kontanter.
Lørdag fra klokken 17.15 til 19.45 var der indbrud på Ludvig Holbergs Vej i Skanderborg. Soveværelsesvinduet til villaen blev opbrudt, og der blev stjålet kontanter og smykker.
Fra fredag klokken 16.00 til søndag klokken 15.00 var der indbrud i en villa på Helgasvej i Gram. Et soveværelsesvindue blev knust, hvorefter gerningsmændene var rundt i hele huset. Det er ikke umiddelbart blevet opgjort, hvad der er blevet stjålet.
på Kjærgårdsvej i Gram blev der fra lørdag klokken 10.00 til søndag klokken 18.15 begået indbrud i en villa. Terrassedøren blev opbrudt, hvorefter der blev stjålet smykker, kontanter og iPads.
Fredag klokken 15.00 til fredag klokken 22.20 var der indbrud i en landejendom på Ryvejen i Haarby. En terrassedør blev opbrudt, og der blev stjålet to kasser colaer fra ejendommen.
Det oplyser Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.
-jwh.