Leder intenst med hunde og helikoptere
Den 63-årige Bent Ovesen fra Kolding, som i søndags blev efterlyst og mistænkes for at have dræbt sin kone, er stadig forsvundet. Derfor har politiet nu åbnet et endnu større eftersøgningsområde.
Det skriver Jydske Vestkysten.
"Vi har ledt intenst efter mand og bil i både Kolding og Vejers. Det har vi gjort hen over hele weekenden både ved hjælp af hunde og forsvarets helikoptere," sagde Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi på et pressemøde mandag formiddag:
"Familien har en tilknytning til Vejers-området, hvor de har haft et sommerhus, og derfor er det også med i vores efterforskning."
Bent Ovesen beskrives som almindelig af bygning og 187 cm høj. Han er skaldet og bærer briller. Politiet efterlyser også hans bil, en gråbrun Ford Mondeo fra 2015 med indregistreringsnummer AU 24836.
Politiet frygter desuden, at han kan have gjort skade på sig selv.
"De samlede omstændigheder og vores erfaring med den type sager. Er det en familietragedie, vi har med at gøre, kan det ende med, at man gør skade på sig selv," sagde Carit Andersen til Jydske Vestkysten.