Fortsæt til indhold

"Det giver et sug i maven ved tanken om, hvor galt det kunne gå"

Krimi
Af Daniel Sennek

15 dage gammel var Oscar tæt på at dø. Marie og Michael Jerris ringede i januar til en uerfaren læge hos 1813, der ikke mente at den lille dreng skulle tilses af en læge. Det skriver DR P4 København.
"Det suger stadig i maven bare ved at tanken om, at det var så tæt på at gå galt. Når man får det af vide efterfølgende, så tænker man; tænk, at der var tale om en forkert rådgivning i telefonen," siger Michael Jerris.
En ny undersøgelse skal nu slå fast om kompetencerne er på plads hos lægerne, der rådgiver det øvrige personale. For i maj måned afslørede DR nemlig, at 1813 modsat vagttelefonerne i de øvrige regioner ikke kun er bemandet af læger med speciale i almen medicin. I stedet er det hos akuttelefonen 1813 i vid udstrækning læger uden speciale, læger under uddannelse eller psykiatere, øjenlæger og en række andre type specialer, der passer telefonen.
Da Marie og Michael ringede om natten den 29. januar i år, kaster Oscar op, har feber og virker sløv. Men lægen, der tog telefonen var uden speciale og med kun ét års erfaring.
"Det ville jo svare til at sætte dem ind på sygehuset på en kirurgisk afdeling og bede dem om at fjerne en blindtarm, hvis de ikke har prøvet det før, så vil det være meget usikkert og uhensigtsmæssigt," siger Lars Bjerrum, professor i Almen Medicin, Københavns Universitet, til P4 København.
For stik imod alle retnignslinjerne vurderede lægen, at den 15 dage gamle dreng ikke behøvede at tage på hospitalet. En klar fejl, lyder det fra flere eksperter.
To timer efter det første opkald til 1813, hvor Marie og Michael Jerris havde snakket med den uerfarne læge, bliver de igen så bekymrede, at de kontakter akuttelefonen. En sygeplejerske henviser denne gang Oscar til børneafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød, hvor lægen der med det samme sætter Oscar i behandling og overflytter ham til Rigshospitalet. I dag har Oscar det godt, men forældrene tænker ofte tilbage på, hvor galt det kunne være gået.