Tre ambulancer, lægebil, lægehelikopter og brandvæsen i alarmberedskab
Tirsdag klokken 13.50 tikkede en anmeldelse ind hos Syd- og Sønderjyllands Politi. En traktor var kollideret med en skolebus med cirka 20 børn. Uheldet skete i et vejsving på Tarpvej ved Strellev nær Ølgod. Her trak både bus og traktor ud til siden, da de kom fra hver sin side, men bussen blev alligevel ramt af den efterspændte landbrugsvogn.
Politiet satte det helt store beredskab igang, da de første anmeldelser lød på flere alvorligt tilskadekomne. Derfor blev der tilkaldt tre ambulancer, en lægebil, en paramediciner, en lægehelikopter og brandvæsen med udstyr til frigørelse til stedet.
Heldigvis viste ulykken sig at være mindre alvorlig. Den 46-årige chauffør, samt en 14-årig dreng, var de eneste, der havde fået lettere kvæstelser ved uheldet. De kunne behandles på stedet og derefter sammen med de øvrige i bussen transporteres til skolen, hvor lærere og forældre kunne tage sig af dem.
I morgen vil skolen afholde et møde, hvor børnene i trygge rammer kan få talt om uheldet.