Fortsæt til indhold

Sådan sugede han og konen millioner til sig

Krimi
Jacob Nielsen

I dag begynder en bemærkelsesværdig sag ved Retten i Kolding. Her er advokat Erik de Fønss tiltalt for særlig grov skyldnersvig for et to-cifret millionbeløb. Det skriver jv.dk.
I over syv år har efterforskningen på advokaten strakt sig, og politiet er nu klar til at føre sagen, som også involverer hans hustru, der er tiltalt for medvirken til skyldnersvigen. Hustruen stod som ejer og direktør for et selskab i Lichtenstein, hvortil Erik de Fønss angiveligt overførte millioner.
Da han blev erklæret konkurs af Danske Bank i 2010, forsvandt han ifølge jv.dk ud af landet. I de mellemliggende år har der været tvivl om, hvor han opholdt sig, men det formodes at være i både Italien, Ghana og Ungarn.
Anklagemyndigheden sigter Erik de Fønss for under falske foregivender, proformahandler, betydelige gaver og salg til underpris fra en konto i Vestfynsk Bank A/S at have overført penge til en konto i Lichtenstein, som skulle være ejet af hustruen. Hun har så til gengæld overført store beløb videre til Barclays Bank i Ghana - ejet af Erik de Fønss.
Ægteparret nægter sig skyldig.