Fortsæt til indhold

Nu jagtes Bent for drabet på Aase

Krimi
Af Daniel Sennek

Det er slet ikke til at forstå. Sådan er holdningen hos ægteparret Aase og Bent Ovesens naboer og beboere i kvarteret. De var vellidte, aktive og altid imødekommende - men lørdag fandt parrets ene voksne datter sin mor dræbt og sin far forsvundet.
Det skriver BT.
"Det er et stort chok for os alle sammen, som bor her. Ingen havde set det komme. De fik selv bygget huset i 1980'erne og har boet her lige siden, så vi kender jo alle sammen hinanden," fortæller en beboer, der gerne vil være anonym til BT.
Sydøstjyllands Politi jagter stadig den 63-årige Bent Ovesen, der er som sunket i jorden. Det samme er hans firmabil, en gråbrun Ford Mondeo sedan med registreringsnummeret AU 24 836.
"De har altid haft en stor omgangskreds, har tit haft gæster og har i det hele taget været meget sociale og aktive. Særligt Bent har altid været meget udadvendt. Det er slet ikke til at forstå," fortæller en anden anonym beboer til BT.
Sydøstjyllands Politi har endnu ikke løftet sløret for, hvordan Aase Ovesen er blevet dræbt. Det sker som led i efterforskningen. Politiet mener, at hun blev slået ihjel mellem torsdag og fredag, og de formoder, at Bent Ovesen og bilen har forladt adressen - med Aase dræbt i huset - fredag morgen omkring klokken 05.30.
Sydøstjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner eller folk, der kan have set noget. De bedes kontake politiet på tlf 114.

Modelfoto af Ford Mondeo med anhængertræk, som efterlyses i drabsag fra Kolding, årgang 2015, AU 24836. Ring 114 med oplysninger #politidk pic.twitter.com/uU8AtZhWBg
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) 31. oktober 2017