Fortsæt til indhold

Stjal 1,7 millioner kroner fra dem

Krimi
Af Daniel Sennek

En 57-årig kvinde fra Christiansfeld snød systematisk tre advokatfirmaer i Vejle, Aabenraa og Haderslev, som hun var ansat som bogholder i. I alt overførte kvinden mere end 1,7 millioner kroner til sine egne konti i sin funktion som bogholder.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.


Kvinden tilstod tidligere på ugen i Retten i Kolding, hvor hun forklarede, at hun havde haft held til at gøre det ved at bogføre udgifter, som ikke fandtes og derefter overføre pengene til sin egen konto.

Årsagen var angiveligt, at hendes søn var kommet i en spillegæld hos nogle rockertyper.

”Jeg havde forsøgt at optage alle de lån, jeg kunne, men til sidst kunne jeg ikke mere. Dem, jeg skyldte penge, vidste, at jeg havde adgang til pengene via mit arbejde. Det var ikke min mening at gøre nogen ondt. Jeg prøvede at klare det, men på et tidspunkt knækkede det hele,” fortalte kvinden i retten ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Fredag fik kvinden en dom på et år og ni måneders fængsel - men kun tre af dem blev gjort ubetinget og skal dermed afsones. Desuden skal kvinden udføre 250 timers samfundstjeneste.

Bjarne Skøtt Jensen fra Jensen Advokatfirma i Vejle, som blev bedraget for flest penge, er ikke imponeret over straffen.

”Jeg vil endda sige, at det er i underkanten. Økonomisk kriminalitet af denne slags bliver ikke sanktioneret hårdt nok efter min opfattelse,” siger Bjarne Skøtt Jensen til Vejle Amts Folkeblad, og tilføjer, at havde hans forhenværende bogholder i stedet røvede et par hundrede kroner i en bank, havde hun fået flere års fængsel.