Fortsæt til indhold

Tre personer nåede ud da røgen blev til flammer

Et rækkehus på Hjortebakken er udbrændt

Krimi
Af Michael Wulff

Ifølge Østjyllands Politi var det tre personer - to børn og deres mor - som torsdag aften måtte flygte ud af deres dobbelte rækkehus på Hjortebakken i Hammel, da der udbrød brand kort før kl 17.
Ingen personer kom tilskade, men i løbet af kort tid var hele huset overtændt.
VIDEO: OVERTÆNDT RÆKKEHUS I HAMMEL
Moren og hendes to børn blev alarmeret, da en røgalarm satte igang, fortæller døgnrapporten fra politiet. Herefter ringede familien 112.
Beredskab & Sikkerhed sendte et slukningstog fra Falck-stationen i Hammel og indsatsleder Christian Nøddelund rekvirerede yderligere en stigevogn fra Randers og en tankvogn fra Hinnerup.
"På et tidspunkt under slukningen faldt etage-adskillesen sammen, så nu slukker vi kun udefra. Her er stigen god, for den kan komme helt ind over taget," sagde indsatslederen.
Han forventede flere timers efterslukning.
"Vi har sikret naborækkehuset, men tilkaldt skadeservice, der kan redde elektronik og lignende."
Årsagen til branden er ukendt. De foreløbige undersøgelser peger på en vaskemaskine. Det skal politiets teknikere undersøge.