12-årig dreng hevet livløs op af vandet - og en kamp på liv og død begyndte
Tirsdag klokken 16.51 blev mere dramatisk end normalt, da Nordjyllands Politi fik en anmeldelse via 112 om en svømmeulykke i Frederikshavn Svømmehal, Parallelvej 8 i Frederikshavn.
Her havde livredderne på stedet nemlig i forbindelse med svømmetræning i svømmehallen observeredt en dreng, der lå stille på bunden af svømmehallen.
Livredderne i svømmehallen fik hurtigt hevet fat i drengen og reddet ham bevidstløs op af vandet. En kamp på liv og død begyndte, da livredderne hurtigt gav førstehjælp - og heldigvis fik de gang i drengens vejrtrækning igen. En ambulance, læge og politi blev omgående kaldt til stedet.
Drengen kom til sig selv igen og fik kort efter normal vejrtrækning. Det drejer sig om en 12 årig dreng fra Frederikshavn. De pårørende er underrettet.
Den 12-årige dreng var til svømmeundervisning på stedet. Der var flere livreddere og svømmeinstruktører tilstede under ulykken, hvilket måske har reddet drengens liv.
Frederikshavn Svømmeklub af 2017 foretager underretning af forældre til de andre børn, som var tilstede i forbindelse med svømmeundervisningen.
Nordjyllands Politi betragter hændelsen som en ulykkelig hændelse.