Kunder rottede sig sammen mod kvindelige bulgarske lommetyve
Jacob Nielsen
En 79-årig kvinde opdagede ikke, at to tricktyve var i færd med at stjæle hendes taske, da hun fredag eftermiddag var på indkøb i Meny i Kongevejscentret i Hørsholm - men det var der heldigvis andre, der gjorde, skriver sn.dk.
Det var to udenlandske kvinder, som forsøgte at aflede den 79-årige kvindes opmærksomhed og stjæle hendes taske, men et vidne forudså, hvad der var ved at ske, og sammen med nogle andre handlende, fik de sat en stopper for tyveriet, og det lykkedes at tilbageholde den ene kvinde, indtil politiet kom og anholdt hende klokken 15.19, skriver sn.dk.
Der er tale om en 46-årig bulgarsk kvinde. Hun fremstilles lørdag i grundlovsforhør oplyser Nordsjællands Politis vagtchef.