Hvor er Holger?
Siden oktober har 17-årige Holger været forsvundet. Nu sender politiet endnu en gang en efterlysning af sted
Østjyllands Politi hører fortsat gerne fra borgere, der kan have set 17-årige Holger. Han har været forsvundet siden den 26. oktober, hvor han gik fra en adresse i Aarhus. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Han skulle have opholdt sig flere steder i København fra d. 27.-30. oktober, blandt andet ved Hillerødgade på Nørrebro, omkring Ungdomshuset på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter og på Christiania. Her har han givet udtryk for, at han kunne finde på at tage til Sverige, muligvis ved at anskaffe sig en robåd og selv sejle derover, da han ikke har sit pas med. Men han kan også have søgt et lift.
Østjyllands Politi er bekymret for, at der kan være sket den 17-årige noget, da hverken politi eller pårørende har hørt fra ham siden hans forsvinden. Det har ikke været muligt at spore ham via mobiltelefon eller hævekort. Han er eftersøgt internationalt, så også udenlandske politikredse er opmærksomme på, at Østjyllands Politi leder efter ham.
Østjyllands Politi opfordrer borgere til at være opmærksomme og ringe på tlf. 8731 1448, hvis de ser ham eller har været i kontakt med ham. Politiet opfordrer også til, at borgere gør opmærksom på det, hvis nogen uberettiget har overnattet i deres fritidshus, lyder det i pressemeddelelsen.
jwh.