Politiet afleverede hende direkte på psykiatrisk - 6 timer senere var den gal igen
Tirsdag klokken 13.26 blev politiet tilkaldt til en skole, hvor valgtilforordnede bad om assistance til at bortvise en kvinde, som efter sin valghandling ikke ønskede at forlade stedet. I stedet skabte kvinden stor utryghed over for børnene i skolen, da hun var meget højtråbende og udadreagerende.
Politiet fik kontakt til en 48-årig kvinde fra Roskilde, som indvilligede i at lade sig undersøge på et psykiatrisk hospital, hvor politiet efterfølgende afleverede hende.
Klokken 19.48 var den så gal igen. Her rykkede politiet ud til et supermarked i Rørmosen, Roskilde, hvor der nu var uorden mellem to kvinder. Politiet kørte til supermarkedet og fik igen kontakt til den 48-årige kvinde, som var blevet tilbageholdt af en vagt i butikkens baglokale.
Hvad der var årsagen til tumulten mellem kvinder, kender politiet ikke, men den 48-årige blev nu formanet og sendt bort fra stedet.