Fortsæt til indhold

14-årig dreng kastet ned på jorden og slået i ansigtet af voksen

Bilist standsede og overfaldt dreng foran Holme Skole

Krimi
Arkiv

En dreng på 14 år blev i går eftermiddags kastet ned på jorden af en fremmed mand, som derefter gav drengen en lussing på kinden. Det oplyser Østjyllands Politi.
Episoden skete ved 15-tiden foran Holme Skole i den sydlige del af Aarhus. Den 14-årige dreng har forklaret politiet, at han og en kammerat havde været oppe at slås for sjov og forsøgt at få hinanden ned på jorden.
LÆS OGSÅ: Et års fængsel for røveriforsøg i Aarhus
Pludselig kom der en bil kørende stærkt mod dem. Føreren stod ud og tog fat i den 14-årige, kastede ham ned på jorden for derefter at give ham en lussing på kinden.
En pige så episoden og forklarede, at hun stillede sig foran bilen og spurgte manden, hvorfor han slog. Derefter gik manden tilbage i bilen og kørte fra stedet.
Under flugten snittede bilen pigen på knæet, oplyser politiet.
LÆS OGSÅ Vanvidskørsel: Overhalede indenom, påkørte skilt og endte i en hæk
Børnene kunne give et præcist signalement af bilen, så Østjyllands Politi ved derfor, hvem ejeren af bilen er.
Sagen er ved at blive efterforsket med henblik på at finde ud af, hvem der kørte bilen.
jr