Fortsæt til indhold

Nu advares andre klubber og foreninger

Krimi
Jacob Nielsen

Ved hjælp af en simpel mail er det lykkedes kriminelle at lokke omkring 34.000 kroner ud af Østervrå Idrætsforening. Det skriver Nordjyske.
Det var idrætsforeningens kasserer, som modtog mailen fra en person, der udgav sig for at være klubbens formand. I mailen bad "formanden" kassereren om at overføre 4.200 euro til en udenlandsk konto.
Kasseren parerede ordre og fik hurtigt ordnet sagen, men kort efter fandt hun ud af, at det hele var fup. Klubbens formand havde nemlig aldrig sendt en mail, og han ærgrer sig.
"Det er brandærgerligt, for det er jo penge, vi godt kunne have brugt til noget mere spændende," siger formand Knud Hjørnholm til Nordjyske.
Sagen er meldt til politiet og idrætsforeningen advarer nu andre klubber og foreninger om at være på vagt overfor denne type mails.