Maskeret, engelskstalende røver jagtes
Midt- og Vestjyllands Politi modtog torsdag aften en anmeldelse om, at en 36-årig kvinde under et røveri i Bedsted blev frarøvet et ukendt kontaktbeløb. Politiet efterlyser nu en mulig gerningsmand.
En 36-årig kvinde fra Thisted blev kort før klokken 19 torsdag aften overfaldet og røvet på en parkeringsplads i Bedsted i Thy. Kvinden oplyser til politiet, at hun blev overfaldet af en mand, der under trusler tvang hende til at udlevere et ukendt kontaktbeløb.
Manden beskrives som værende iført mørkt tøj, havde tildækket ansigt og talte engelsk med accent under røveriet.
Politiet opfordrer borgere, som har observeret mistænkelig adfærd i området eller i øvrigt har oplysninger i sagen, til at kontakte politiets servicecenter på tlf. 114.
Af hensyn til den videre efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.