Fortsæt til indhold

"Han kaldte mig klam luder og spurgte, hvad en luder som mig kostede i timen"

Den konservative folketingspolitiker, Mette Abildgaard, fortæller, at hun har modtaget et groft chikaneopkald. Nu hænger hun manden, hun mener, står bag opringningen ud på Facebook

Krimi
Af. Onlineredaktionen

En politisk ueninghed er muligvis gnisten, der har gjort, at en mand har chikaneret folketingspolitiker, Mette Abildgaard, så groft, at hun nu vælger at offentliggøre mandens Facebookprofil. Det skriver TV2.dk.
Mette Abildgaard fortæller dette om opkaldet, som hun modtog fredag aften:
"Jeg synes, at I skal hilse på Peter her. Han ringede til mig i går aftes, lidt over syv, da jeg sad og pakkede julegaver ind. Han kaldte mig en klam luder, og spurgte hvad sådan en luder som mig mon kostede i timen. Naturligvis fra hemmeligt nummer, den kujon. Men han følte alligevel behov for at prale med det på sociale medier, og har ovenikøbet været så flink at udlevere mit nummer til en anden fyr, Joachim, så han også kan ringe til mig. Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor Peter skriver som han gør, og ringer og chikanerer mig, vi er nemlig uenige om hvorvidt cannabis skal legaliseres. Jeg tror umiddelbart, at det pæneste jeg har at sige om Peter er, at han ser ud til at være god ved dyr... Håber I vil sende mig et hjerte-like, og hjælpe med at sprede lidt mere kærlighed i verden."
Mette Abildgaard forklarer til TV2, at hun er rystet over opkaldet, selvom hun er vant til, at folk kontakter hende med kritik. Samtidig siger hun dette til spørgsmålet om, hvorfor hun har offentliggjort manden:
"Jeg gjorde det, fordi han er en voksen mand, og efterfølgende praler han af at have gjort det på Facebook. Han må tage ansvaret for sine handlinger," siger Abildgaard, der overvejer en politianmeldelse.
TV2 har efterfølgende kontaktet manden bag profilen, som nægter, at have noget med opkaldet at gøre.
"Hahaha, det vil jeg slet ikke udtale mig om, men kan jo tydeligt se, nummeret står på hendes egen profil. Der er vist nogle, der laver noget fis. Kan du have en god dag," skriver manden til TV2.