Fortsæt til indhold

Unge på 15, 16 og 18 år anholdt for indbrud i Ry

De blev standset i en bil med fem personer sent i går aftes

Krimi
Jeppe Rafn

Tre unge sidder lige nu til afhøring hos Sydøstjyllands Politi, fordi de er mistænkt og sigtet for at have begået et indbrud i en bolig i Ry.
De tre er en dreng på 15 år fra Skanderborg, en dreng på 16 år fra Hørning og en mand på 18 år fra Skanderborg. De blev i går aftes standset på Thorsvej i Ry i en bil med fem personer, som en patrulje fra politiet tænkte, det var værd at kigge nærmere på.
LÆS OGSÅ: Mand snød Skanderborg Kommune for 400.000 kroner
Det gjorde betjentene ret i, for i bilen var der indbrudsværktøj samt et Apple TV, som politiet beslaglagde på grund af mistanke om, det stammede fra et indbrud. Senere fandt politiet ud af, at fjernsynet hører til en bolig på Isager i Ry, hvor beboerne lidt tidligere på aftenen havde anmeldt et indbrud. Indbrudstyvene havde opbrudt et vindue, været rundt i hele huset og stjålet det nævnte Apple TV.

De tre unge fra Hørning og Skanderborg og de to andre personer i bilen blev ikke anholdt i går aftes, da de blev standset, fordi politiet ikke med sikkerhed kunne vide, at TV'et i bilen var stjålet.
De er blevet anholdt senere på deres respektive adresser i Skanderborg og Hørning, efter man fandt ud af, at TV'et var stjålet fra huset i Ry.
LÆS OGSÅ: Indbrud juleaften på Langelinie
Udover de tre unge på 15, 16 og 18 år var der to mænd på 20 år fra Horsens i bilen. De er endnu ikke blevet anholdt og afhørt, oplyser politikommissær John Skjødt, Sydøstjyllands Politi.
Politiet 'kender ikke' de unge mennesker i forvejen, og de vil blive løsladt efter afhøring.