"Vi må oprette et tæskehold på 1000 mand, der kan rykke ud og holde orden… så vi kan være i sikkerhed"
Dansk Folkepartis spidskandidat i Odsherred, Paw Pedersen, har fået røde ører. Han er nemlig blevet irettesat af sin partisekretær til at trække flere indvandrerkritiske ytringer tilbage på Facebook.
Det skriver TV 2.
Paw Pedersen har tidligere været administrator for den lukkede Facebook-gruppe "Danskere, der vil bevare Danmark". Her har han tidligere skrevet følgende:
"Det lyder hårdt, men det er et faktum, at de store befolkningsgrupper i de arabiske lande slet ikke er udviklet nok til at kunne integreres i Europa (Danmark). Vi må oprette et tæskehold på 1000 mand, der kan rykke ud og holde orden… så vi kan være i sikkerhed," lød det fra Paw Pedersen ifølge TV 2.
Men sådan kan man ikke skrive, når man er spidskandidat for Dansk Folkeparti. Partisekretær Poul Lindholm tog i torsdags en samtale med Paw Pedersen.
"Jeg snakkede med Paw Pedersen i sidste uge, og han beklagede dybt de udtalelser, som han havde fremsat. Han lagde sig fladt ned," fortæller Poul Lindholm til TV 2.