Betjente og politihunde løb indbrudstyve op
Fire gerningsmænd forsøgte at bryde ind i en bod på Store Torv. En af gerningsmændene truede en vagt på livet
Natten til onsdag klokken 04.06 blev Østjyllands Politi kaldt til Store Torv i Aarhus, hvor en vagt havde overrasket fire tyve, der forsøgte at bryde ind i en julebod, der solgte brændte mandler. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
LÆS OGSÅ: Borger satte politi på sporet af to indbrudstyve i nat
Da politiet kom, mødte de den vagt, som havde anmeldt episoden. Han forklarede, at fire gerningsmænd havde forsøgt at bryde ind i boden, og at de nu var løbet fra stedet. Én af gerningsmændene havde desuden truet vagten på livet, så vagten havde set sig nødsaget til at sprøjte efter ham med en selvforsvarsspray, da han følte sig truet.
Flere betjente var rundt i området, og her så de fire personer, som passede på signalementet. Klokken 04.15 lykkedes det at fange to af dem, en 25-årig mand fra Aarhus og en 24-årig mand fra Aarhus V. Det var en politihund, som fandt frem til de to sidste. Først fik den færten af en 19-årig mand fra Søften – han blev anholdt klokken 04.30. Derefter fik den færten af en 19-årig mand fra Voldum, der havde gemt sig på et tag. Han blev anholdt klokken 04.32.
Alle fire blev sigtet for forsøg på indbrud og bragt til politistationen i Aarhus til afhøring. Den 24-årige fra Aarhus V blev desuden sigtet for trussel på livet. Derudover blev vagten sigtet for våbenloven, da han var i besiddelse af og havde brugt en selvforsvarsspray.
jwh