Kvinde kørt på skadestuen
Rygning i sengen var formentlig årsagen til, at der i går udbrød en mindre brand i en lejlighed i Vrold
En mindre brand brød i går morges klokken 07.10 ud i en lejlighed på Granhøjen i Vrold. Lejlighedens 57-årige kvindelige beboer ringede selv 1-1-2, da der pludselig stod flammer i en madras i soveværelset. Det oplyser vagtchef Lars Elmstrøm fra Sydøstjyllands Politi.
LÆS OGSÅ: Solouheld på Jeksen Dalvej
Kvinden skyndte sig at kyle madrassen ud af vinduet, så ilden ikke spredte sig yderligere i lejligheden. En patrulje og brandvæsnet blev sendt ud til stedet, og kvinden blev sendt på skadestuen til observation for røgforgiftning. Ifølge vagtchefen er kvinden ikke kommet alvorligt til skade.
Lejligheden har heller ikke fået betydelige brandskader, og ifølge brandundersøgelser i lejligheden er rygningen i sengen formentlig årsagen til branden, oplyser Lars Elmstrøm.
jwh