Fortsæt til indhold

Fængslet på psykiatrisk afdeling

Under et røveri stak han ud efter ting i butikken og spyttede ekspedienten i ansigtet

Krimi
Jeppe Rafn

En 46-årig mand fra Aarhus V udviste en noget besynderlig adfærd under et røveri tirsdag morgen mod en kiosk på Kappelvænget i Aarhus V.
Formålet med røveriet var tilsyneladende kun at få udleveret cigaretter - han truede sig til at få udleveret to pakker cigaretter - og han gjorde sig bemærket ved at spytte den kvindelige ekspedient i ansigtet og stikke ud efter ting i butikken med en foldekniv.
Nok så besynderligt blev den 46-årige mand kort tid efter røveriet spottet af betjente, da han stod ude på sin altan og røg. Betjentene bankede på hans dør og anholdte ham, da han var identisk med den mand, der var fanget på kioskens videoovervågning.
LÆS OGSÅ: 18-årig kvinde reddet op af vandet i Risskov
I går blev den 46-årige mand så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet i tre uger. Dommeren vurderede, at kioskrøveren ikke er egnet til at sidde i et almindeligt fængsel, så han er fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, hvor han kommer til at tilbringe jul og nytår.
Den mentalt ustabile røver blev fængslet i tre uger frem til 3. januar, oplyser Østjyllands Politi.