Tilkaldte politi og hundepatrulje - der fik sig et godt grin
Af Daniel Sennek
Nordsjællands Politi blev onsdag formiddag kontaktet af en mand, der ikke kunne finde sin 63-årige hustru. Han var bekymret, for konen havde efterladt alle sine ting - overtøj, pung, nøgler, sko, taske og telefon i parrets hjem på Nattergalevej i Allerød.
Politiet undersøgte, om kvinden var blevet indlagt eller på en skadestue, men da det blev konstateret, at hun ikke var der, blev en hundepatrulje sendt til stedet.
Her lykkedes det at opsnuse den ”forsvundne” kvinde, som lå i husets kælder og sov – og i øvrigt var ved godt mod, da hun blev vækket.