Hørning Badmintonklub har fået stjålet fyrværkeri for 100.000 kroner
Tyvene måtte efterlade en udlejningsbil, der sad fast i græsset
Hørning Badminton fik tirsdag 26. december leveret varer for cirka 100.000 kroner til sit fyrværkerisalg, der foregår fra spejderhuset på Dalvej ved Jeksen.
Da klubbens frivillige kræfter tidligt onsdag morgen troppede op for at gøre klar til årets salg, blev de mødt af et trist syn. Containeren med fyrværkeri var skåret op, og det flød med fyrværkeri i det våde og bløde græs.
LÆS OGSÅ: 50 kilo fyrværkeri stjålet fra jem & fix i Galten
"Cirka 75 procent af varerne var blevet stjålet. Resten var kastet rundt og blevet vådt, så det var ødelagt, og vi måtte smide det ud," fortæller Michael 'Muggi' Jørgensen, formand for Hørning Badminton.
Tyvene havde efterladt en varebil, som var kørt fast i det bløde græs.
"Der er mærker efter to andre biler, som har prøvet at trække varebilen fri," fortæller badmintonformanden.
Den efterladte varebil er en udlejningsbil, der er lejet i Aarhus. Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der skal have kigget nærmere på, hvem der har lejet bilen.
Muggi Jørgensen fortæller, at Hørning Badminton her til morgen har fået leveret nye varer, så man går altså ikke forgæves til spejderhuset ved Jeksen, selvom klubben fik stjålet og ødelagt hele den første sending.
LÆS OGSÅ: 300 kilo fyrværkeri fundet i en kælder i Brabrand
"Vi har fået 95 procent af varerne leveret. Der er nogle enkelte ting, der er udsolgt," fortæller formanden og tilføjer, at klubben er forsikret mod tyveri, så Hørning Badminton ikke ender med at få en økonomisk lussing fremfor en økonomisk håndsrækning til at drive klubben.
Det er tredje år i træk, at Hørning Badminton sælger fyrværkeri. Det er første gang, at man har haft tyveri.