En af tyvene er blevet fængslet
To indbrudstyve blev anholdt og var i besiddelse af koster fra indbrud i Viby
Efterforskningen af et indbrud juleaften i en bolig på Vestergårdsvej i Viby har ført til anholdelse af de to formodede gerningsmænd.
De blev anholdt efter midnat og var i besiddelse af tyvekoster fra boligen, hvor der havde været indbrud juleaften mellem klokken 17 og 24.
LÆS OGSÅ: 14 indbrud i boliger juleaften i Aarhus Kommune
En af indbrudstyvene, en mand på 42 år, blev i formiddags fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Politiet krævede ham varetægtsfængslet, fordi han tidligere er dømt for lignende kriminalitet. Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef Christian Riis.
Politiet har netop oplyst, at han er blevet varetægtsfængslet i fire uger og ikke har anket fængslingen.
Opfølgning på dagens grundlovsforhør: Den 42 årige indbrudstyv blev fængslet i 4 uger. Ingen kære. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) 25. december 2017
Medgerningsmanden er en mand på 43 år, der blev løsladt efter afhøring.