Fortsæt til indhold

Seks drenge gennempryglede tilfældig mand på togstation

Krimi
Arkiv

Seks mænd i alderen 16-19 år blev i går i Retten i Lyngby dømt for et overfald begået mod en 35-årig mand på Vangede Station i januar i år, oplyser Nordsjællands Politi.
Den 35-årige mand var ved 04-tiden om morgenen på vej hjem i et tog efter at have været ude med nogle kolleger, da han blev overfaldet af en gruppe unge mænd. Overfaldet var veldokumenteret, da alt blev filmet af overvågningskameraer.
De seks nu dømte slog og sparkede deres offer gentagne gange i hovedet og på kroppen, ligesom en af de dømte flere gange stak ud efter offeret med en kniv uden at ramme.
Retten mente, at overfaldet som udgangspunkt skulle straffes med 4 måneders fængsel, men de seks blev idømt sanktioner, der spændte fra ungdomssanktion til 9 måneders ubetinget fængsel. Om dommen og årsagen til de forskellige sanktioner, fortæller anklager Henrik Prien-Larsen:
"Jeg er tilfreds med dommen og er enig i rettens beslutning om, at de seks tiltalte skulle have individuelle straffe på baggrund af deres forskellige personlige forhold såsom deres alder og tidligere begået kriminalitet, herunder betingede domme."
De seks valgte at tage betænkningstid i forhold til at anke dommen.