Nu kimes præst ned med mystiske opkald og hademails
"Det kimer nu til julefest."
Det er en linje, som de fleste kan nikke genkendende til fra en julesalme, men hos Græsteds sognepræst, Ole Backer Mogensen, er det noget helt andet der kimer. Det er nemlig telefonen, der ringer på de mærkeligste tidspunkter med hadefulde personer i den anden ende - og hademails strømmer ind. Årsagen? Skoleledelsen på Gribskolen i Græsted har aflyst gudstjeneste for skolens mindste børn, og det rammer nu byens sognepræst.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
"Jeg har fået telefonopringninger på mærkelige tidspunkter og rigtig mange hademails," siger Ole Backer Mogensen til avisen.
Sognepræsten har ellers holdt sig ude af konflikten mellem skoleledelse og forældre. Han har blot givet udtryk for ærgrelse over aflysningen.
"Han er det mest fredselskende og rummelige menneske, man kan forestille sig. Jeg er ked af at høre det, for han fortjener ikke noget af det her. Det burde overraske mig, men det gør det ikke. Alle er udsat for det i et eller andet omfang, for der er mange hurtige reaktioner i den tid, vi lever i," siger biskop i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel til avisen.