Mand fra Brabrand dømt for drabsforsøg på sin kæreste
Er dømt til anbringelse på ubestemt tid
En 32-årig mand fra Brabrand er ved Retten i Aarhus blevet dømt for forsøg på manddrab.
Den 32-årige var tiltalt for forsøg på at dræbe sin kæreste tilbage i april 2017. Her havde han på en parkeringsplads på Jernaldervej i Aarhus V slået hende flere gange i ansigtet og taget et kraftigt og langvarigt kvælertag på hende, så hun var kommet i livsfare. Kvinden blev reddet, da to vidner kom til og fik stoppet den 32-årige og tilkaldt politiet. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han erkendte overfaldet, men forklarede, at det ikke var med henblik på at dræbe. Et af vidnerne har dog fortalt i retten, at han under overfaldet havde sagt, han ville slå kæresten ihjel.
LÆS OGSÅ: 14-årig blev slået med hammer i hovedet foran skole i Brabrand
Dommen lyder på anbringelse uden længstetid. Det betyder, at den 32-årige bliver anbragt på et psykiatrisk hospital på ubestemt tid.
"Jeg er meget tilfreds med, at retten gav anklagemyndigheden medhold i, at der var tale om forsøg på manddrab og ikke blot vold. Kvinden blev udsat for et meget kraftigt kvælertag, som kunne have taget livet af hende, og det så retten med stor alvor på," siger senioranklager Birgitte Ernst fra Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
"Mentalundersøgelsen og Retslægerådet var enige om, at den 32-årige var sindssyg på gerningstidspunktet, og man anbefalede derfor, at han skulle anbringes. Derfor er jeg også tilfreds med, at retten fulgte min påstand om, at den 32-årige skulle anbringes på ubestemt tid. Så hvis han på et tidspunkt skal ud i samfundet igen, skal både hans læger og en dommer vurdere, at han er egnet til det," uddyber senioranklager Birgitte Ernst.
jr