Fortsæt til indhold

Pirattaxa-chauffør på spil i Aarhus

Østjyllands Politi har fået to anmeldelser i Aarhus om en mandlig pirattaxachauffør, der stjæler

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi er ude med en opfordring om at undgå pirattaxaer, efter politiet har fået to anmeldelser om en mandlig pirattaxa-chauffør, der stjæler.
LÆS OGSÅ: Stor brand i nat: Ilden bredte sig fra taget til stuen
"Østjyllands Politi opfordrer til, at borgere holder sig fra at køre med pirattaxaer. Ikke alene er det ulovligt at bedrive erhverv på pirattaxakørsel, det ses også jævnligt, at ordningen bruges til at begå kriminalitet mod de personer, som tager imod et lift. Så find en alternativ måde at komme hjem på," skriver politiet i dagens døgnrapport.
Mandag anmeldte en 20-årig mand fra Aarhus, at han var blevet udsat for tyveri natten til søndag mellem klokken 03.00 og 04.00. Den 20-årige havde fået et lift af en privatperson, der kørte pirattaxa. Føreren af bilen havde en terminal, som den 20-årige brugte til at overføre 20 kroner for turen. Da han stod ud af bilen, opdagede han, at dankortet var væk.
LÆS OGSÅ: Folk stjæler redningskranse ved åen og Dokk1
Det viste sig, at føreren af bilen havde det, og han gav den 20-årige hans dankort igen. Føreren gav derefter den 20-årige et farvelknus, og da han kom hjem, viste det sig, at kortet endnu en gang var væk. Det var efterfølgende blevet misbrugt for adskillige tusinde kroner.
En lignende episode kunne en 23-årig mand, også fra Aarhus, tale med om. Den 23-årige anmeldte også i mandags, at han natten til lørdag havde fået stjålet sit dankort. Den 23-årige forklarede, at han havde taget imod et lift i Aarhus, da en ukendt person tilbød at køre ham hjem. I forbindelse med betalingen for turen, havde den 23-årige indtastet sin kode til dankortet på en anordning i bilen, men der var ikke hævet nogle penge for turen. I stedet opdagede han efterfølgende, at dankortet var væk, og at nogen havde misbrugt det.
Det skriver Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.