"Jeg skræmte en tyv væk i nat - er du okay?"
Politiet advarer mod en meget høflig mand, der tirsdag henvendte sig til til en 89-årig dame fra Bjæverskov. Manden bankede på hendes dør cirka klokken 10.15 for at informere kvinden om, at han havde forhindret nogen i at stjæle hendes el-scooter omkring midnat, og at han vidste, at naboen havde fået stjålet nogle smykker.
Manden blev lukket ind og gik søgende rundt for at kontrollere, om der var sket opbrydning af vinduerne. Han spurgte flere gange, om hun var sikker på, at hun nu også havde sine smykker, hvorefter den 89-årige fremtog sine smykker fra gemmestedet og lagde dem retur.
Den 89-årige blev bedt om at skrive en seddel, som manden ville sætte på el-scooteren, således at en anden person senere ville komme forbi for at kontrollere, om den virkede.
Manden forlod kort efter stedet, men da den 89-årige efterfølgende kontrollerede, om sedlen nu var anbragt el-scooteren, kunne hun ikke se nogen papirlap. Den 89-årige kontaktede efterfølgende naboen, som ikke havde fået stjålet sine smykker, hvorefter de i fællesskab fandt ud af, at den 89-årige havde fået stjålet sine smykker.