26-årig mand tiltalt for drab på hundefører Jesper Jul
En 26-årig mand er blevet tiltalt for drabet på hundefører 43-årige Jesper Jul, der blev skudt på klos hold ved politigården i Albertslund 6. december 2016 om morgenen.
Det oplyser Statsadvokaten i København i en pressemeddelelse.
"Tirsdag den 6. december 2016, blev hundefører Jesper Jul fra Københavns Vestegns Politi på klos hold skudt i hovedet med en pistol ved Politigården i Albertslund. Den følgende dag døde politiassistenten som følge af skuddet. Statsadvokaten i København har nu rejst tiltale mod en 26-årig mand for drabet," lyder det i pressemeddelelsen.
Overfor Ektra Bladet fortæller statsadvokat Lise-Lotte Nilas, at man går efter en langvarig fængselsstraf til den 26-årige. Det kunne være en forvaringsdom på ubestemt tid.
Den 26-årige mand er blevet tilatlt for manddrab, samt overfald på en medarbejder i et offentligt erhverv eller i offentlig tjeneste. Desuden har manden også en tiltale for at have stjålet og efterfølgende været i besiddelse af skydevåben.
Likvideret bagfra
Nedskydningen af den 43-årige Jesper Jul fandt sted den 6. december klokken 08.15. Her var Jesper Jul kort forinden steget ud af sin bil, men en mand klædt i sort med hue på nærmede sig bagfra, og da han var tre-fire meter fra Jesper Jul, skød han ham i hovedet.
Ifølge politiet er politimorderen en 26-årig dansk mand, som havde stjålet en kaliber 22-pistol i sin skytteforening.
Den 26-årige blev anholdt kort tid efter drabet og har siden siddet varetægtsfængslet. Han har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig.
Ekstra Bladet har været i dialog med forsvarer Ulrik Sjølin, som fortæller, at han er overrasket over statsadvokatens melding om strafpåstand.
"Når der er rejst tiltale for drab, er det naturligt, at man kræver en høj straf. Men det er påfaldende, at man principalt ønsker lang fængselsstraf og subsidiært forvaring. Det lyder næsten som en helgardering, hvis du spørger mig," siger Ulrik Sjølin til Ekstra Bladet.