Fortsæt til indhold

Flere hundrede danskere, hunde og helikoptere leder efter hende

Krimi
af Daniel Sennek

Dorte Larsen blev fredag efterlyst af Københavns Politi for første gang. Politiet - og flere hundrede danskere leder stadig desperat efter Dorte, der gik fra sin bopæl på Gemmas Allé i nedtrykt tilstand.
På stier og veje i Kastrup og omegn er der søgt, men stadig står politiet uden spor af Dorte Larsen.
"Vi har blandt andet søgt efter hende på Amager Fælled med hunde og haft en helikopter oppe, men vi har ikke fundet hende endnu," siger Michael Andersen, vagtchef ved politiet, til Ekstra Bladet.
Ingen ved hvilken vej Dorte er gået, og derfor beder familien og politiet inderligt borgerne om hjælp. Og gruppen "Forsvundne Personer" er i fuld sving. I dag vil de lede efter hende på Amager Fælled.
"Familien har talt med alle i Dortes omgangskreds, men ingen ved noget. Familien savner hende og følger lige nu med i alt nyt om hende," siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

200 frivillige er mødt op i forbindelse med eftersøgningen på Amager Fælled, Kalvebod Fælled og i Kongelunden. "Forsvundne Personer" er i kontakt med Dortes familie og holder dem opdateret på eftersøgningen.

Dorte er 45 år gammel, har mørkt hår og er 164 centimeter høj.
Hun var iført en sort Tommy Hilfiger jakke med pelskant på hætten, som politiet siger, folk skal holde øje med.
Ved du, hvor hun er, vil politiet meget gerne høre fra dig på 114.