18-årig stukket i lungen
En 18-årig mand blev søndag aften blevet stukket ned ved Lundtoftegårdsvej i Lyngby. Det oplyser Nordsjællands Politi, som fik anmeldelsen klokken 22.38 og som efterforsker sagen som et drabsforsøg.
"Han er formentlig blevet stukket en enkelt gang og formentlig blevet stukket med en kniv," siger vagtchef Henrik Alstrup til Ritzau.
"Men vi har endnu ikke fundet noget gerningsvåben," siger han.
Offerets tilstand er ukendt, men han var vågen, da han med en ambulance blev kørt på Rigshospitalet.
Politiet var sent søndag aften endnu ikke på sporet af nogen gerningsmænd. Politiet afspærrede på daværende tidspunkt et parkeringsareal, som man afsøgte med hunde.
"Men vi har ikke noget om en gerningsmand eller gerningsmænd, og vi har ikke kunnet få afhørt den forurettede på grund af hans tilstand," lyder det fra vagtchefen ved Nordsjællands Politi søndag aften.
Mandag morgen oplyser Nordsjællands Politi til Det Grønne Område, at den 18-årige mand blev kørt til operation, men man kender ikke til mandens tilstand.
"Vi efterforsker stadigvæk. Én af de ting, vi er i gang med at undersøge er, om nogle af sporene, som vi har fundet, kan lede os til en gerningsmand," siger pressekonsulent hos Nordsjællands Politi til Det Grønne Område.
Der er intet, der tyder på, at episoden var banderelateret, oplyser politiet.
Den 18-årige mand bor i Lyngby ved området omkring Lundtoftegårdsvej.