Kontaktede deres koner, kærester og børn
Ramazan Günes har fået 4½ års fængsel for afpresning og tvang ved Landsretten
I april modtog 37-årige Ramazan Günes fra Silkeborg 4 års fængsel for, sammen med en medgerningsmand, at have afpresset 57 personer, som havde kontaktet et escortbureu.
Han ankede dommen, og nu har Vestre Landsret valgt at skærpe straffen til 4½ års fængsel. Han blev samtidig kendt skyldig i rufferi og ulovlig tvang, skriver Silkeborgnyt.
Ramazan Günes pressede både de mænd, som havde kontaktet escortbureauet, men også mændenes ægtefæller, kærester og børn.
Samtidig tvang han en 51-årig kvinde til prostitution, da hun ikke længere kunne betale ham de penge, hun skyldte, for den hash han havde leveret til hende, skriver Silkeborgnyt.
Ramazan Günes er ifølge Midtjyllands Avis tidligere dømt i en grov sag om frihedsberøvelse, tortur og afpresning. Det skete i 2010, hvor han, sammen med tre andre personer, blev dømt for at have truet med at skære fingre, øre og penis af en mand, de holdt frihedsberøvet. Dommen lød dengang på 1 år og 3 måneders fængsel.