Fortsæt til indhold

Politiet kæder nattens stenkast sammen med flisedrabet

Har personerne, som sidste år dræbte en 33-årig tysk kvinde ved at kaste en flise ned på motorvejen på Fyn, slået til igen?

Krimi
Jacob Nielsen

En tysk familie blev total ødelagt i august 2016, da stadig ukendte gerningsmænd kastede en 40 kilo tung betonflise ned på vejbanen fra motorvejsbroen ved Langesøvej på Fyn. En 33-årig kvinde blev dræbt på stedet, hendes 36-årige mand blev alvorligt kvæstet, mens familiens 5-årige søn slap med mindre skader.
Med nattens nye stenkast er der meget, der tyder på, at gerningsmændene har slået til igen. Det mener Fyns Politi, som kæder de to sager sammen.
"Vi har arbejdet hele natten på at undersøge og sikre mulige spor på gerningsstedet. Vi vil selvfølgelig meget gerne høre, hvis nogen har set eller hørt noget, der kan hjælpe os med at finde gerningsmanden. Vi arbejder ud fra en formodning om, at det kan være samme gerningsmand/gerningsmænd, som står bag de tidligere stenkast," siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi, Per Lydiksen Laursen.
Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 0:57 og umiddelbart efter afspærrede man motorvejen omkring gerningsstedet i begge retninger. Anmelderen oplyste, at han så noget blev kastet ned foran bilen, men at han ikke kunne nå at undvige. Han slap uskadt, men bilen fik voldsomme skader. Også en anden bilist påkørte stenen, men slap også uskadt fra sammenstødet med mindre skader på sin bil, oplyser politiet.
Flere sten er fundet på vejbanen. Der er tale om store natursten af samme type, som også i september i år blev kastet ned på Fynske Motorvej. Da var det ved en tilsvarende bro få kilometer fra broen ved Langesøvej, og her var også tale om en cirka 40 kilo tung sten.

Politiet vurderer, at der er tale om flere gerningmænd, da stenene er så tunge, at man ikke umiddelbart kan håndtere dem alene. Ved nattens episode blev to personer også set på broen.
Fyns Politi vil meget gerne høre fra folk, som enten mangler en eller flere store sten fra deres ejendomme i nærhenden eller fra folk, som har set noget interessant i området ved 01-tiden i nat.
Kontakt da Fyns Politi på telefon 1-1-4.